Udvikling i borgernes rettigheder

Igennem de seneste 50 år har der fundet en udvikling sted for borgere med udviklingshæmning fra at have været nærmest ikke-borgere til i dag stort set at være ligestillede og ligeværdige borgere i det danske samfund. Blandt milepælene i denne udvikling er:

  • 1959 loven 
  • Udlægningen af særforsorgen i 1980 
  • Førtidspension på lige vilkår i 1994 
  • Værgemålsloven 1997 
  • Ophævelse af institutionsbegrebet i 1998

Med loven af 1959 samles varetagelsen af de udviklingshæmmede under staten. Samtidig lægges der vægt på begreber som ligeværdighed, rettigheder og et liv så nær det normale som muligt, ligesom der bliver undervisningspligt for de udviklingshæmmede børn, der vurderes undervisningsduelige.

Som led i en større socialreform i 1970`erne udlægges særforsorgen, der omfatter udviklingshæmmede borgere, i 1980 til amterne og kommunerne. Denne udlægning betyder samtidig overgangen fra en lægedomineret tilgang med læger som ledere, hvor fokus var udviklingshæmning som sygdom, til en pædagogisk tilgang og pædagogisk ledelse, hvor fokus er udvikling af kompetencer samt behandling og kompensation af de problemstillinger udviklingshæmningen medfører. Der bliver samtidig indført undervisningsret og –pligt for hele persongruppen. Der kommer fornyet fokus på begreberne ligeværdighed og normalisering, ligesom begrebet livskvalitet bliver central.

I 1993 besluttes ændring af Lov om social bistand således at udviklingshæmmede, der bor på institutioner skal betale for de ydelser de modtager, herunder selve boligen. Medarbejderne og dermed selve den pædagogiske støtte finansieres dog af kommunerne. Denne ændring betyder videre, at de udviklingshæmmede tildeles førtidspension, således at de kan betale ydelserne.

I 1997 besluttes ny værgemålslov, der bygger på to hovedprincipper: 

  • Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering af, i hvilket omfang, der er brug for en værge til at varetage økonomiske og personlige forhold.
  • Værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt. 

I 1998 besluttes Lov om social service som afløser for Lov om social bistand. Alene ændringen fra bistand til service indikerer en væsentlig forandring i synet på det offentliges tilgang til borgeren. Samtidig besluttes institutionsbegrebet ophævet, hvilket betyder at borgeren bor i egen bolig med de rettigheder, der knytter sig hertil. På praksisplanet betyder det konkret, at medarbejderne ikke arbejder i en af det offentlige ejet bygning men i borgerens eget hjem.

Blandt de afledte konsekvenser af udviklingen fra især 1993 og frem er, at de udviklingshæmmede er blevet gjort til borgere på lige fod med den øvrige befolkning, de er blevet gjort selvstændigt ansvarlige, de er blevet gjort til forbrugere m. m.

Mere generelt set har udviklingen i såvel foranstaltningerne (dagtilbud, undervisningstilbud etc.) til persongruppen som de lovgivningsmæssige ændringer henover især de seneste 30 år bidraget til, at persongruppen er bibragt væsentligt flere kompetencer og også at de i stigende grad stiller krav til deres liv på lige fod med den øvrige befolkning.